CoRE

Forskningscenter for energi- og klimaøkonomi indviet på Aarhus Universitet

Med en donation på 25 mio. kr. fra energihandelsvirksomheden InCommodities skal det nye forskningscenter CoRE skabe banebrydende indsigt og viden inden for energi-, miljø- og klimaøkonomi. ’Vi vil gerne være med til at sikre, at den danske energihandelssektor forbliver verdensførende’, siger Jesper Severin Johanson, CEO i InCommodities.

 Niels Haldrup, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og centerleder i CoRE, ved indvielsen af CoRE 30. april 2024

– Det er afgørende, at vi har en indgående viden om mekanismerne på de markeder, hvor energien omsættes og handles, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. Det er den viden, som centret skal bidrage med, siger Niels Haldrup, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, og centerleder i CoRE. Foto: GotFat Productions

Et nyt forskningscenter, Center for Research in Energy: Economics and Markets, eller bare CoRE, skal bl.a. forske i energimarkedernes dynamikker og i muligheder for at sætte skub i udviklingen af mere klimavenlige energisystemer. CoRE, der har modtaget en bevilling på 25 mio. kr. fra InCommodities, kommer i første omgang til at beskæftige 27 forskere med ni forskellige nationaliteter i en fireårig periode fra 2024-2028.   

– Vores energiforbrug udgør livsnerven i den globale økonomi, men er også en af de væsentligste årsager til klimaforandringerne. Det er afgørende, at vi har en indgående viden om mekanismerne på de markeder, hvor energien omsættes og handles, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. Det er den viden, som centret skal bidrage med, siger Niels Haldrup, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, og centerleder i CoRE.

Ifølge Niels Haldrup er baggrunden for etableringen af CoRE en anerkendelse af uddannelse og forskning i en tid, hvor de politiske vinde ellers går i retning af mere dimensionering og reduktioner i uddannelserne generelt.

– Baggrunden for etableringen af CoRE viser behovet for at investere i videnstunge kompetencer, der skaber vækst og arbejdspladser, og som kan løse nogle af de komplekse udfordringer og problemstillinger, som vi står foran som samfund med den grønne omstilling, siger Niels Haldrup.   

Jesper Johanson, adm. direktør i InCommodities
INTERVIEW

Energihandelselsskabet InCommodities ser et stort forretningspotentiale i den grønne omstilling. Men politiske forslag om...

Stiftere fra Aarhus Universitet

InCommodities er blandt de største danske energihandelsvirksomheder, og har ligesom flere af de øvrige danske energihandlere hovedsæde i Aarhus, hvor virksomhedens stiftere selv har taget deres uddannelse. For få år tilbage etablerede de InCommodities i et mødelokale på Tangen i Skejby, og i dag sidder mere end 170 højt specialiserede medarbejdere i virksomheden.  

– Markederne er komplekse og foranderlige, og en konstant udvikling af ny viden og nye kompetencer er centralt for at ruste os som sektor til at træffe de rigtige beslutninger i en fremtid, hvor flere bæredygtige energikilder vinder indpas. Vores nye samarbejde med Aarhus Universitet skal være med til at sikre, at den dansk energihandelssektor forbliver verdensførende, siger Jesper Severin Johanson, CEO i InCommodities.

 Jesper Severin Johanson, CEO i InCommodities, ved indvielsen af CoRE 30. april 2024
Vi vil gerne være med til at sikre, at den danske energihandelssektor forbliver verdensførende’, siger Jesper Severin Johanson, CEO i InCommodities, om donationen på 25 mio. kroner til det nye forskningscenter Center for Research in Energy: Economics and Markets på Aarhus Universitet. Foto: GotFat Productions

Aarhus: Energihandlernes Silicon Valley

– Det var vist Svend Auken, der sagde, at markedet er en brutal master, men en fantastisk tjener. I Danmark fik vi først et elmarked for 25 år siden - indtil da havde vi en meget centraliseret måde at handle energi på. Liberaliseringen af elmarkedet er årsagen til energihubben i Aarhus, og spiller en helt afgørende rolle i at balancere et stadigt grønnere energisystem og skabe billigst mulige elpriser til forbrugerne, siger Peter Møllgaard, formand for klimarådet. 

Til stede ved indvielsen var også Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune, hvorfra over 35 elhandelsvirksomheder i dag arbejder på markeder over hele verden, hvilket har ført til, at Aarhus er blevet kendt som energihandlernes Silicon Valley.

– Aarhus er en international hub indenfor energihandel, og åbningen af det nye forskningscenter er noget af løftestang til den videre udvikling. Energihandel er en afgørende, men også kompleks brik i det moderne energisystem og derfor er det særdeles værdifuldt, at Aarhus får et forskningscenter i verdensklasse, siger han.

Om Center for Research in Energy: Economics and Markets (CoRE)

  • Forskningscenteret CoRE ved Aarhus Universitet skal forene forskning i energi-, miljø- og klimaøkonomi med særligt fokus på kvantitative metoder og udvikling af disse. Dermed skal de levere viden, som fremtidens energimarkeder kan bygges på. Effektive energimarkeder spiller en afgørende rolle for den grønne omstilling
  • CoRE er finansieret med 25. mio. kr. fra energihandelselskabet InCommodities og etableres ved Institut for Økonomi på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet.
  • Aarhus er hjemsted for mange hurtigt voksende energihandelselskaber. Foruden forskning er det målet, at CoRE bidrager positivt til sektorens rekrutteringsmuligheder.
Kilde: Aarhus Universitet

    Nyheder direkte i din indbakke?